tirsdag den 15. februar 2011

Det vildste angstanfald længer & Gået fra 13 læsere til 12!! Hmm! Hehe

Hejsa med jer!

Ja, så er jeg tilbage igen og jeg håber jeg kommer igang med at blogge hver igen! Jeg har haft en meget svær periode, den sidste uge har været mildest talt forfærdeligt. Og ja, det kulminerede fuldstændigt lørdag aften/nat! Jeg fik det værste angst anfald jeg har haft i længere tid, jeg kunne næsten ikke trække vejret og tårerne det løb som pisket og ja, jeg kunne slet slet ikke stoppe igen! Min kæreste og jeg havde haft en fantastisk snak lørdag aften, hvor jeg åbnede op og fortalte om en masse ting, som gik mig på og jeg var bange for! Især bange for at skulle flytte, så derfor følte jeg ikke rigtigt at jeg kunne elske vores hus, for som sagt, jeg var bange for at skulle give slip på det igen og det ville knuse mig.
I de perioder hvor jeg har det svært, så har jeg svært ved at overskue ting og det med at holde hus & rydde op, lave mad osv. det sker bare ikke - intentionerne er der i mit hovede men min kroppe lystre mig ikke - jeg kan ikke, lige meget hvor mange siger, kom nu - tag dig sammen osv. De sætninger dur bare ikke i et univers hvor en person har en depression af den ene eller anden slags. Så jeg har altid sagt til min kæreste jeg vil ikke love dig noget, da jeg ved at jeg nok ikke ville kunne overholde det. Ligesom jeg har sagt til ham, at han ikke skal love mig noget, som han ikke kan holde, da han ved hvor såret og skuffet jeg bliver - ja, det kan faktisk ødelægge mig rigtig meget mere end folk kan forstår.

Nå, men lørdag aften, hvor vi så skal til og i seng efter vores gode snak, så kom han til at sige to ting, som bare fik min verden til at kollidere og falde sammen!
1. Imorgen skatter så vil det være dejligt hvis du ordner soveværelset, kan vi ikke godt aftale det!
Og der begyndte angsten at tage fat! Tankerne fløj igennem mit hovede, for jeg ikke kunne forstå, hvordan han kunne sige det til mig, når han ved, at jeg ikke kan lave aftaler i den forstand, hvis jeg ikke kan overholde min del, så bryder jeg fuldstændig sammen og føler som en taber, ufuldkommen og ikke værdig til at være her. Jeg kunne mærke jeg var ved at skulle til at skrige, men istedet for, så begyndte jeg og græde stille og roligt og kunne mærke en vrede i mig, for han ved jo godt at vi har snakket så mange gange om det, at det ikke dur, at han siger tingene sådan, bare den lille måde man kan sige det på at nok! Men det næste der kom flyvendes ud af hans mund, knust mig fuldstændig!
2. Hvis vi/du (følte jeg at han sagde)  ikke snart tager os sammen og får styr på alt det her rod, ja, så må vi sælge huset og flytte!!!
De ord knuste mig! Han havde få timer før sagt til mig, at vi aldrig skulle flytte fra huset lige meget hvad der kom til at ske med mig og min situation, så da han sagde så splintrede HELE mit indre. Jeg følte mit hjerte blev flået ud og jeg kunne ikke gøre noget for at redde mig selv! Jeg græd som jeg ALDRIG nogensinde havde grædt før og jeg kunne næsten ikke få luft! Jeg fik et angstanfald, som sagde spar to og min kæreste, han fattede ikke lige hvad fanden der skete, før jeg langt om længe kunne få fremstammet, at han lige havde givet mig sit ord første på aftenen at vi aldrig skulle flytte fra huset og så sagde han pludselig dette her til mig. Han havde ikke vidst hvad det var han havde sagt, han var irriteret og frustreret og træt, da vi skulle til og i seng og da han så en masse tøj på gulvet havde det bare sagt klik og det var bare fløjet ud af ham!
Da han endelig forstod hvad han havde sagt, sagde han også undskyld og at han var dum osv. men ja, det er han jo ikke!! Han er jo bare normal! Det er jo mig, som er over sensitiv og som ikke reagerer på samme måde, som andre måske ville! Det tog lang tid før jeg faldte til ro igen, men vi fik snakket om det stille og roligt selvom jeg tudede som en stukken gris, men hva det er jo hvad der følger med mig i min nuværende situation.
Dagen efter da jeg vågnede igen var mit sind mere åbent! Jeg kunne mærke, at der havde været nogle ting som havde gået mig på, men som vi fik snakket igen og det var rart!


Ja, så som overskriften og siger, så er jeg jo gået fra 13 til 12 læsere! Jeg må jo åbenbart ikke være interessant nok til at folk vil blive her! Men jer som stadigvæk er her! Jeg er super glad for at gider og følge mig og så er jeg glad for at følge jeres blogs og alle jeres kreative idéer! :o)


Tak skal i have!

Knus Mie



The english version may come later on, however the short version is that I have been ill! And I have had one of the worst panic attacks ever! But I'm going on strong trying to keep my head held high! :o)

Hugs Mie

9 kommentarer:

  1. Åhh Kære Frk. Toft.
    Som borderliner kender jeg alt til det der med ord der ikke tages ind på den måde de er tænkt da de blev sagt. Det er så opslidende for BEGGE parter og det kan ødelægge også. Netop det er en af grundende til at jeg mistede min elskede, han magtede mig ikke, så uanset hvad så ser det for mig ud som om du har en kæreste der er GULD værd. Han prøver virkelig, og bare det at han lytter og bruger tid på at lade dig fortælle viser at han elsker dig.

    Det bliver det ikke mindre svært af, men måske det kan hjælpe dig når du har en god periode, at vide at han er noget særligt? ;))

    Jeg ønsker dig en tirsdag med mere luft til hjernen og hjertet og husk så at trække vejret helt ned i maven ik..

    Mange knus
    Henriette :)

    SvarSlet
  2. PS: Nu har du 13 igen :) Jeg linker til dig fra min side, hvor jeg også har en del andre bloggere der skriver om psykiatriens sider.

    Knus ;))

    SvarSlet
  3. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  5. Kære Henriette!


    Jeg ved ikke hvor du kommer fra, men du er som sendt fra himlen! Du fik mig til at få min lyst tilbage til at skrive på min blog og du fik mig til at åbne op igen! Tusinde tak skal du have!

    Ja, min kæreste han er guld værd! Vi har været sammen i 6 år og ud af de 5 1/2 år har det bare gået ned af bakke for mig.

    Jeg er ked af at høre at du har mistet din elskede og jeg ved mine ord ikke kan læge din sår, men du skal vide, hvis du nogen sinde får brug for at snakke med nogen, så vil jeg være her for dig!

    Knus Mie

    SvarSlet
  6. Kære Mie. Det glæder mig SÅ meget at mine ord har kunnet bruges;)

    Selv her i blogland kan vi hjælpe hinanden på kryds og tværs også os imellem, der har det vanskeligt ved livet indimellem. Vi er flere end man lige regner med, og jeg håber at du en dag vil finde overskud til at læse lidt tilbage hos mig. På den måde kan du se hvad jeg selv har oplevet i den forbindelse, men også hvor meget blogland støtter op om hinanden i svære tider.

    Tak for tilbuddet, det tager jeg til mig, og det gælder bestemt også den anden vej rundt:)

    Og husk.. på de dårlige dag orker man ikke engang at svare på de kommentarer eller mails man modtager, men det er OK. Du svarer når du kan, det er hele problemet i en nøddeskal.

    Mange knus herfra
    Henriette :))

    SvarSlet
  7. Kære Mie.

    Jeg ved godt at jeg er anonym og kan læse mig frem til at det ikke vil blive offentliggjort, fordi du har haft nogle grimme kommentarer. Men derfor synes jeg alligevel at jeg vil skrive til dig, for om ikke andet, så læser du sikkert dine kommentarer - også de anonyme.

    Det lyder ikke rart med dit store angstanfald og selvom du synes at din kæreste er det skønneste på jorden og du elsker ham overalt, så synes jeg dog det var noget taktløst af ham, at bede dig om at rydde op i soveværelset dagen efter - og især efter at du havde brugt et par timer på at fortælle ham hvad du ikke havde brug for.
    Jeg mener også han burde vide det, når i nu har kendt hinanden så mange år, og at i har levet med din sygdom næsten lige så længe.
    Og undskyld men, hvis han synes det rum skulle ordnes, hvorfor kunne i så ikke hjælpe hinanden? Det er vel ikke kun dit hus og det er da et fælles ansvar at det ser ordenligt ud. Den tidsalder er vi da kommet fra for længst og selvom du måske går sygemeldt derhjemme er der jo en gyldig grund til det, og det er ikke at holde hus.
    Du har før skrevet at du ikke kunne magte både oprydning, madlavning og andre ting, så jeg synes faktisk han er meget lidt taktfuld. (Det er ikke for at rakke nogen ned eller noget, men måske prøve at give dig forståelsen af, at nok er du syg i dit sind, men derfor skal man ikke finde sig i at blive yderligere nedgjort og pillet ned) Jeg ved godt at du ikke føler det sådan, men det kan være svært nok for os "normale" at sige fra og endnu sværere for dig der også har depression at slåsse med.
    Håber det bedste for dig!
    Venlig hilsen Karen Marie fra Tølløse.

    SvarSlet
  8. Åh, de der angstanfald kan være så invaliderende! Alene frygten for at få dem, kan overskygge alt andet.

    Jeg er glad for at læse, at det går bedre nu.

    K.H June

    PS: Mit læsertal svinger også...det er nok ret almindeligt ;-)

    SvarSlet
  9. Tusinde tak for jeres kommentarer!
    Til Karen Marie jeg har valgt og udgive din kommentar, da jeg ikke syntes den generede mig! Jeg vil sige til min kærestes forsvar, at jeg IKKE syntes han taktløs. For at det skete jeg at det fløj ud af munden på ham i lørdags, det er måske en ud af en million, så jeg klandrer ham intet! Han er min støtte og han har været der igennem alt også EFTER at jeg var på nippet til og have lyst til at stikke ham ned med en kniv! Ja, han er mit et og alt og det ER KUN PGA. ham at jeg stadigvæk er her! Nok om det! :o)

    Knus Mie

    SvarSlet