Dødsangsten er en fandens lort! :os

Hejsa allesammen!

Ja, det er ved at være længe siden jeg har skrevet på min blog, men har haft en bob bob periode, for jeg har haft den følelse af, at jeg ikke har følt mig særlig produktiv og jeg føler tit jeg ikke kan følge med mange af i andre bloggere mht. kreativiteten, så det har være noget frustrerende ind i mit hovede!
Sidst da jeg skrev, var da jeg lige var kørt galt og jeg skal love for min dødsangst kom i udbrud for fuldt flor. Jeg kunne se og føle døden overalt følte jeg. Jeg følte virkeligt, at der var noget slemt i gære, mine drømme blev værre og værre og mere og mere realistiske. Så var det endelig på retur igen har  fra i mandags og jeg havde et par gode dage, hvor jeg har kunne lave nogle ting herhjemme. Da jeg så var på daghuset i torsdags, finde jeg så ud af at en af brugerne var gået bort om søndagen og så gik jeg i selvsving med det samme indeni mit hovede. Det var så mærkeligt jeg havde siddet og snakket godt med hende om torsdagen ugen før og hun var så glad og kunne fortælle en masse gode ting til mig, hvor jeg tænkte wauw, hvor er det stort og super fedt for hende og så får man lige at vide ugen efter at hun er død/gået bort! Hvordan skal man tackle det? Jeg fik snakket med en af de ansatte om det og jeg følte at jeg fik nogenlunde styr på det, MEN nej, torsdag eftermiddag gik jeg lige i tudemode i sofaen i min kærestes arme (mener det var torsdag mit hovede er lam ligenu)
Jeg var bange for, at nu var min tur kommet og nu skulle jeg dø - jeg panikker fuldstændigt når det sker, men heldigvis har min kæreste styr på hvad der skal gøres for mig når det sker. Der må jeg sige, at jeg har verdens dejligste mand på det område. Vi har været igennem så meget de sidste mange år, men som han siger, når vi har kunne klare diverse ting, så skal vi nok komme igennem alt muligt andet, for det ville være vand ved siden af mine depressioner.
Jeg sidder ligenu med en skyldfølelse over at være i live - for jeg føler ikke jeg lever mit liv fuldt ud som jeg var født til at skulle gøre. Jeg føler mig som en fange i min egen krop og sind. Idag har været en indre kamp i mit hovede, for jeg har lyst til at give op, fordi jeg føler at verden er så uretfærdigt, men jeg ved godt jeg skal tænke - Mie du er heldig du er i live! For for bare et halvt år siden var jeg så tæt på grænsen til at sige farvel bare for at få fred.
Og nu sidder der måske en skarp læser og tænker, hvordan fanden kan hun have dødsangst, når hun har overvejet og tage sit eget liv på et tidspunkt! Det er så såre simpelt! Hvis jeg havde taget mit eget liv, så vil jeg have vidst hvornår og hvordan det skete - min dødsangst lægger  til grunde i hvor, hvornår og hvordan, når den omhandler mig selv!!
Nu har himlen fået en lysende stjerne mere! Det er den anden, som jeg har kendt til, der er fløjet derop indenfor bare 2 måneder.


Godnat folkens