Depression/Angst/Tabu

Hejsa allesammen

Har været uden internet et par dage, så jeg har skrevet blogkladde løbende i hånden! So here goes!


Torsdag nat!

Sidder her  i nattens mulm og mørke og laver en kladde til mit næste indlæg. Klokken siger 01.13 på og jeg burde sove, men mit hovede spiller mig et puds og tankerne kører rundt. Så jeg sidder her i stearinlysenes skær og fundere.
Jeg har næsten lige brugt en 1/2 time på at græde i min kærestes arme. Han er min klippe. Lige for tiden har min psyke det ikke godt. Mine depressioner som afløser hinanden i rap, holder mig fanget i deres klør -de vil ikke slippe mig. Det bliver sværer gang på gang - MEN JEG KÆMPER!
Lysten - trangen til at give op er der konstant - MEN JEG HAR ET FIGHTER GEN, der gør jeg ikke smider håndklædet i ringen.
For tiden kæmper jeg meget med dødsangst - men ikke at jeg selv skal dø, men jeg er bange for at  mine nærmeste dør fra mig - at der sker dem noget!
Og så er det tankerne om ikke selv at være her dukker op!
Tankerne som siger til mig " Mie hvis du nu dør først, så undgår du ALT den smerte, hvis nu en af dine kære går bort"
Jeg ved godt til et "normalt" menneske lyder det som sludder og pladder - ja faktisk som om en sindssyg snakker - men det er mine indre dæmoner - depressionen, som har sit tag i mig, den snakker logik til mig.
Heldigvis har jeg så fantastisk en mand, at jeg kan snakke med ham om det også selvom det tit er svært at sætte ord på det "højlydt" overfor ham, men er der noget jeg har lært under mit sygdomsforløb, så er det at få snakket om tingene.

Når man har en depression, ja hvad sker der så? For midt eget vedkommende fik jeg først diagnosen i 2009, men lægerne mener at jeg allerede fik den første i teenage årene.
Jeg kan beskrive det som en umådelig tristhed, som ingen ende vil tage.
 Jeg vidste godt da jeg var yngre, at jeg var anderledes og der var et eller andet galt, men jeg kæmpede mig altid igennem og satte mit "HAPPY FACE" på.
Sådan gjorde jeg i MANGE år. En overgang i mine unge dage drak jeg mine sorger væk, hver evigt eneste dag. Ja, jeg tog i byen med vennerne og veninderne, torsdag, fredag, lørdag nogle gange var jeg også afsted onsdage og søndage, hvis ikke så drak jeg derhjemme i smug, for at dulme det som var galt med mig.
Jeg var ulykkelig indeni, men følte ikke der var nogen som jeg kunne snakke med det om,for jeg forstod jo ikke selv hvad der var galt og jeg stolede ikke på nogen!
Mine op og nedturer kom i et væk. Jeg fik sværer ved at koncentrere mig og læse. Jeg klarede faktisk mine eksamner bedst ved ikke at læse. Min kortidshumkommelse blev værre og værre. Så der startede mine lister! Lister på lister på lister! Simpelthen pga. jeg ikke kunne huske når jeg havde gjort en ting 2 min. før.
Følelsen af at jeg var ved at blive sindssyg blev bare større og større.
Kampen for at komme op og ud af sengen hver dag blev svære og svære. Hvordan jeg nogensinde blev udlært smbr. jomfru er mig en gåde og dog er det takke være min dejlige kæreste og families peptalks i mobilen flere gange om dagen, som fik mig igennem. Jeg græd timevis hver eneste dag for mig selv i min lejlighed. Under uddannelsen startede jeg ved en psykolog og ja - fantastisk kan jeg bare sige - mindre fantastisk var at hun rejste hjem til Norge før hun havde afsluttet mit forløb, ikke så godt, når hun endelig havde fået kontakt til min vrede. Aggressionerne væltede frem - imens begyndt jeg at kæmpe med angst.
Det første år efter min diagnose blev tilbragt på langs! Fuldstændig udkørt. Noget som virker for mig i mine down perioder er fantasy/vampyr/engle bøger, det er det eneste tidspunkt jeg kan læse. Læse om en verden, hvor jeg lever mig ind i den og føler mig fri - reddet.
Folk har så mange ideer om at når man har en depression, så kan man ikke læse pga. koncentrationen og det er også rigtigt for nogen og også for mig selv i perioder, men for andre kan det være deres terapi.
Min terapi er at være kreativ og tage 1 dag af gangen.
Herhjemme er jeg endelig oppe og kunne sætte vasketøj over, måske få handlet ind og lavet mad, hver dag! Ting som er så basale - men mit hovede og krop kunne INTET af det for bare et halvt år siden.
Så jeg har lært ved at have depressioner, at man sgu ikke skal tage tingene for givet for en dag, så kan være at hovedet og kroppen ikke kan lystre og så er det sgu svært at se hvordan man skal komme igennem 1 dag af gangen, men jeg ved nu at det er de små sejre i min hverdag, som jeg skal tage til mig - det er starten på at jeg kan få et bedre liv - de små succeser i min hverdag, som andre tager for givet, det er det jeg skal huske mig selv på er vejen tilbage til et bedre liv for mig. At selvom jeg har det skidt - så er jeg god nok alligevel og at der er folk som holder af mig og elsker mig!
Nå, klokken siger 02.05 og nu fik jeg lidt luft igen og ro i hovedet.

Knus Mie